Praksispædagogik - hvad betyder det?

Nogle overordnede erkendelser i forhold til hvad praksispædagogik er, under hvilke betingelser den skal bedrives og hvordan effekten af den kan vurderes

Praksispædagogik er et ord, der af og til bruges i debatten om og planlægning af undervisning. Det er en væsentlig del af snakken om den forberedende grunduddannelse, og det er grundlaget i Center for Praksislæring (CPL).

I den forbindelse er det vigtigt, at vi er enige om hvad vi taler om, når vi siger praksispædagogik. Derfor dette korte skrift

Hvad er Praksispædagogik?

Når undervisningssystemet underviser, er aktiviteten naturligvis bestemt af hvad der skal læres, noget læres bedst på men måde, noget læres bedst på en anden måde. Men undervisningen skal også passe til eleven. Og fordi en undervisningsform har vist sig effektiv for nogle, måske endda for flertallet, er det ikke nødvendigvis den rigtige for alle. Har vi en ambition om at "få alle med", er der nødt til at være forskellige måder at undervise forskellige elever.

Praksispædagogik er en sådan måde, der har vist sig at være effektiv i forhold til et pænt stort mindretal af en ungdomsårgang (mens der naturligvis er andre måder, der er bedre for andre unge). Praksispædagogik er altså ikke en metode beregnet for bestemte fag. Det er en undervisningsmetode, der har et helt bestemt udgangspunkt for sine aktiviteter og måder at tænke på.

Her kan ordet "praksispædagogik" af og til give anledning til nogle misforståelser. Nogle kunne se ordet praksispædagogik som et udtryk for at der i andre pædagogiske tilgange ikke er nogen praksis, hvilket jo betyder at alle involverede så er helt passive. Det er naturligvis noget vrøvl.

Nogle ser praksispædagogik som en adgang til det, der er blevet kaldt praktiske fag (i modsætning til boglige fag), og de ser omgående gnistrende vinkelslibere og svingende skovle for sig når de hører ordet. Men praksispædagogik er ikke knyttet til bestemte fag. Det er også forkert.

Det der karakterisere praksispædagogik er, at her er det altid en reel praksis, der ligger til grund for aktiviteten. Aktiviteten er principielt meningsfuld uanset om nogen lærer noget ved den eller ej. Der kommer noget (en ting eller en service eller en oplevelse) ud af det. Det er reelt og ikke noget vi forestiller os. Det er noget vi gør for alvor og ikke bare for sjov. Som samfundet er indrettet, er det som regel noget vi kan få penge for at gøre.

Det er ikke det samme som at enhver reel praksis så er praksispædagogik. Og det er i den sammenhæng ikke nok at nogen lærer noget (man lærer jo hele tiden et eller andet mere eller mindre intentionelt). Der er kun tale om en praksispædagogisk aktivitet hvis det samtidig er meningen at nogen skal lære noget ganske bestemt af at deltage. Man deltager i en reel virkelighed og ikke i en eller anden fiktion. Men det er stadig en virkelighed og en tilgang til den virkelighed, der er planlagt med en bestemt læring for øje.

Kort sagt:

I praksispædagogikken er praksis/aktiviteten meningsfuld, både alene set i forhold til det praktiske resultat (produkt) og alene set i forhold til den intentionelle læring. Det er vigtigt at der både bliver lavet noget, der kan bruges til noget, og at der samtidig bliver lært det, der skal læres. Både produkt og læring skal i sig selv kunne retfærdiggøre aktiviteten.